Tusind tak for din ansøgning om at blive plejefamilie. Vi er så taknemmelige for, at du vil åbne dit hjem og hjerte for en kat/katte i nød ❤.
Vi behandler ansøgningerne løbende, og I vil blive kontaktet snarest muligt, for en udvidet snak om jeres erfaring, boligforhold og de prioriteringer i har sat på, i forhold til katte I ønsker at pleje.
Det er vigtigt at I får læst vores retningslinjer om at være plejefamilie. De står på selve plejerformularen, men gensendes også i denne mail nedenfor. Læs dem meget gerne inden vi har vores samtale 😊.
De katte vi hjælper
Næsten alle katte, der kommer ind under Foreningen Red Katten, bærer på en form for traume.
Måske er de blevet svigtet af mennesker, de ellers stolede på. Måske er de kommet på afveje, og har levet i sult og stress i længere tid. Eller de har levet vildt – uden regelmæssige måltider, med mange slåskampe, mange graviditeter og få eller dårlige erfaringer med mennesker.
Det er vigtigt at sætte sig ordentligt ind i jeres plejekats historie, hvis vi vel og mærket kender den.
Din rolle som plejefamilie
Som plejer er du med til at give katten tryghed, tillid og kærlighed – alt det, som er nødvendigt, før den kan være klar til at finde sin forever family.
Katte hos Red Katten adopteres aldrig ud, før de er klar.
Det er derfor vigtigt, at du er forberedt på, at plejeforløbet kan tage tid – og at kattens situation skal holdes så stabil som muligt i perioden.
Flytning midtvejs i forløbet kan være meget stressende og kan bremse eller sætte socialiseringen helt tilbage – især for tidligere vildkatte.
Cat-matching og tilbagemelding
- Du må gerne have egne katte eller andre dyr.
- Kattene matches med det, du/I kan tilbyde – de bliver ikke sendt ud tilfældigt.
- Vi læser din ansøgning og vender tilbage når der er match på dig, og en af de katte vi skal hjælpe.
Vigtige retningslinjer for dig som plejer og dine egne dyr
- Det anbefales stærkt, at dine egne dyr er fuldt vaccinerede.
- Sundhedsforsikring på dine egne dyr er en fordel. Især hvis skaden opstår under et plejeforløb.
- Vigtigt: Red Katten dækker ikke, hvis dine egne dyr bliver syge i forbindelse med plejeforløb – heller ikke hvis smitte kommer fra en plejekat. Vi anbefaler altid separation indtil dyrlægebesøg.
Vigtige retningslinjer for dine plejekatte
- Alle plejekatte SKAL være indekatte i hele plejeperiode. De må slet ikke komme udenfor.
- Altaner må kun benyttes, hvis de er 100% kattesikrede og godkendt af Red Katten.
- Har du ferie eller behov for pasning, anbefaler vi, at katten bliver passet i dit hjem – det er klart det mest trygge for katten.
Når du får en plejekat/katte
- Alle katte skal starte med ”En lille Verden”. Det betyder at de skal starter i et separat værelse, som skal fungere som deres base og safezone.
- Katte skal lære ét rum at kende ad gangen. For store omgivelser skaber unødig stress.
- De fleste katte skal starte med 2 aktive kattebakker i deres safezone. Start altid med åbne kattebakker – og tag låg på, når katten udviser god tryghed, ved at bruge bakken.
- Vildkatte kræver tæt dialog med din plejeransvarlige – stressniveauet er højt efter indfangning og dyrlægebesøg, og forløbet kan tage alt fra 2 til 12måneder.
- Har du en gravid kat eller killinger, gælder samme regel: de skal have deres eget værelse som base.
Praktik og økonomi
Som plejefamilie behøver du ikke have udgifter. Red Katten dækker:
- Dyrlægeudgifter hos en af foreningens egne dyrlæger – og efter aftale med plejeransvarlig.
- Kattemad efter aftale med plejeransvarlig, og iht. foreningens retningslinjer (bemærk at der kan være foderplaner for den enkelte kat).
- Udstyr efter behov - aftales med plejeransvarlig.
Red Katten dækker IKKE:
- Dyrlæge eller indlæggelse af dine egne dyr. Heller ikke hvis der kan være opstået tvivl om, om plejekatten er smittekilde. Hav dine vaccinationer og forsikringer på plads inden et plejeforløb.
- Materielle skader i hjemmet (fx gulvtæpper, tapet, møbler, vaser osv.). Men vi rådgiver gerne om, hvad der er klogt at fjerne eller sikre i hjemmet.
Plejefamilien køber selv kattegrus fra LIDL – og refunderes mod gyldig kvittering, som sendes som PDF til: bogholderi@redkatten.dk.
Kattemad kan afhentes i Glostrup eller kan, efter aftale med den plejeransvarlige, sendes direkte til plejers adresse.
Fællesskab og støtte
Vi anbefaler, at du bliver medlem af vores Facebook-grupper. Både vores store gruppe ”Foreningen Red Katten” – og vores lukkede plejergruppe "Red Katten Plejefamilier", når I har fået en plejekat.
Her kan du udveksle erfaringer, stille spørgsmål og finde støtte blandt andre plejefamilier.
Vi glæder os til samarbejdet.
Med venlig hilsen Team Red Katten.