HIFs første 50 år (1925 - 1975)

Fodboldspillerne begyndte med at spille nogle private kampe mod nabobyerne, deriblandt også soldaterhold fra Avedørelejren. HIF var ikke tilsluttet nogen union, men for at skabe større interesse for kampene blev der arrangeret private pokalstævner.

Annalerne fortæller, at dommerne dengang ikke var bedre end nu: Disse kampe skæmmedes i nogen grad af ret usaglige dommere, og det var ikke noget ukendt begreb, at et hold pludselig, hvis en dommerkendelse gik dem imod, forlod banen.

HIF blev medlem af Småklubbernes Sammenslutning, men det var stadig pokalstævnerne, som havde størst interesse, især i de første år af 1930'erne, da stævnerne fik udenlandsk islæt. Så rørte der sig et broget liv ved banen fra tidlig morgen til sent hen på eftermiddagen - og i ølboden steg omsætningen ekstra, når de svenske hold havde fået klø.

De store lederskikkelser Johs. Nielsen og Otto Larsen fandt i 1933, at der var så megen talent i spillerstaben, at de gjorde en ekstra indsats for at få HIF ind i KBU. Anstrengelserne lykkedes. Fra 1934 skulle HIF spille i B-rækken. Blandt klubbens unge spillere kan nævnes brødrene Ejnar og Sven Ove Svendsen, Sejer Jensen og Esman Jensen, og HIF havde fået tilgang af Erdman Ziegler, Vitus Jensen, Verner Jønsson og Holger Clifford. Endvidere blev der engageret en træner - Sofus Johansen fra Frem. Klubben stod godt rustet til udfordringen i KBU.

Lagkage uden målcifre

Debutkampen mod Hermes gik fint, selv om Hermes førte 3-1 til langt ind i 2. halvleg. Men så scorede Erdman Ziegler hattrick under en forrygende slutspurt til HIF-sejr 4-3. I det hele taget havde HIF en fornem start i KBU. Efter efterårets kampe - dengang begyndte turneringen om efteråret og sluttede om foråret - lå HIF som nr. 1, ubesejret, og i påsken 1935 blev der spillet en afgørende kamp mod den anden topkandidat Dragør.

I sikker tro på sejr til Hvidovre havde en tilhænger bestilt en stor lagkage i en nærliggende bagerforretning. Det var en aftale med bageren, at lærlingen ved kampens slutning skulle gå over på banen for at få målcifrene, så de kunne skrives på lagkagen.Der kom imidlertid ingen målcifre på den lagkage. Dragør vandt kampen 5-1.

Der skulle gå syv år, inden HIF rykkede op i A-rækken, den række, som senere blev til Københavnsserien. Det er værd at bemærke, at en lille, splejset, kejtet spiller debuterede i 1937 som venstre innerwing - Kurt Svendsen. Han udgjorde i begyndelsen en farlig venstre side i angrebet sammen med bror Sven Ove, inden denne alsidige spiller blev målmand, og Kurt Svendsen spillede ca. 25 år senere i en alder af 43 år sin sidste turneringskamp på førsteholdet - nr. 280 og klubrekord.

En slet økonomi i slutningen af 1930'erne tillod ikke at engagere en egentlig træner. Olaf Egge fra spilleudvalget, en rigtig HIF' er overtog ledelsen af træningen, i den forstand, at han, som den pragtfulde kammerat han var, holdt sammen på spillerne, Så resultaterne blev udmærkede.

 

Niels Hansen til HIF

I foråret 1941 lå Hvidovre endda på førstepladsen, og da ledelsen ønskede at skaffe en kvalificeret træner til at give spillerne den sidste afpudsning, særlig med hensyn til boldtræning, blev bl.a. B 93's navnkundige Michael Rohde spurgt. Han havde ikke tid, men anbefalede Niels Hansen, der dengang trænede Frems ungdomsafdeling - og denne slog til. Dermed gjorde Niels Hansen, som skulle få så stor betydning for HIF, sin entre i klubben.

Niels Hansen lagde tidligt ud med konditræning i sne og kulde - og med stor tilslutning. Øreklapper, nissehuer, knævarmere og aviser på brystet hørte til spillernes udstyr. Anstrengelserne gav resultat - 12-0 over AIK Søborg i sæsonpremieren. Ellers lagde Niels Hansen megen vægt på den tekniske side, boldkontrol og positionsspil, ofte et ukendt begreb dengang i mindre klubber.

HIF vandt B-rækken 1940-41 med 26 points for 15 kampe. Tre Svendsen-brødre, Sven Ove, Kurt og Henning, var med på holdet, og i øvrigt var familien Svendsen uafbrudt repræsenteret på førsteholdet i perioden 1934-1950. Blandt spillerne, som var med i alle 15 kampe, kan nævnes Erdman Ziegler (top­scorer med 21 mål), Sejer Jensen, Børge Mouritzen (en teknisk fin og meget klog spiller), Walther Jørgensen og Jørgen Hetmar.

Det ambitiøse hold vandt A-rækken allerede i sin anden sæson, bl.a. med flotte sejre over Brønshøj og Skovshoved. Dengang blev der spillet kvalifikationskampe til Danmarksturneringen. På Grænge Stadion vandt Hvidovre den første kamp sikkert 5-0 over Thoreby-Grænge.

Den afgørende kamp var mod Haslev på hjemmebane. 3.000 tilskuere så kampen slutte 1-1. Idrætsbladet skrev: "Kvalifikationskampe, hvor så meget står på spil for klubberne, er af det onde". Det fik man et nyt og tydeligt bevis for i kampen mellem Hvidovre og Haslev. Spillet var alt for hårdt, og en overgang i 2. halvleg var hele fire spillere uden for linien på samme tidspunkt. Netop i en så vigtig kamp, hvor nerverne står på højkant, afhænger forløbet af en myndig dommer.

Mørk dag i juli

Søndag den 4. juli 1943 omkamp i Haslev. 12 minutter før tid førte HIF 3-1. Men Haslev vandt den dramatiske kamp 4-3. Det fjerde mål blev scoret i kampens sidste sekund. 4. juli 1943 blev en mørk dag i HIF's historie. Holdet var: Sven Ove Svendsen - Henning Svendsen, Verner Jønsson - Sejer Jensen, Erdman Ziegler, Ib Christiansen - Walther Jørgensen, Børge Mouritzen, Jørgen Ziegler, Kurt Svendsen og Palle Johansen. Eli Larsen, KB, havde som træner efterfulgt Niels Hansen, der imidlertid vendte tilbage igen i sommeren 1943.

I turneringen 1943-1944 havde HIF før den sidste kamp mod Brønshøj kun haft et points tab. Men Brønshøj havde været lige så dygtig. 4.000 tilskuere så i Hvidovre finalen ende 2-2. Omkamp i Idrætsparken, mægtig forhåndsreklame i aviserne. 7.000 tilskuere. Brønshøj vandt den forrygende kamp 3-2. HIF havde spillet 2. halvleg med kun 10 mand, da målmand Sven Ove Svendsen blev skadet.

Beretningen om de næste år er Hvidovres ihærdige forsøg på at bryde igennem til Danmarksturneringen, en revy af minderige begivenheder fra de gode gamle dage. Bl.a. huskes pokalkampen i 1947 mod berømthederne fra Frem, som vandt 3-0 i en kamp i Idrætsparken med 7.000 tilskuere.

I turneringen 1947-1948 vandt HIF Københavnsserien, som A-rækken blev kaldt efter strukturændringen, men tabte kvalifikationskampen mod Viking, Rønne, med 1-4.

 

Endelig oprykning

Året efter - i 1948-1949 - vandt HIF atter Københavnsserien og skulle igen ud i kvalifikationskampe. HIF vandt 5-1 over B 1910 fra Rønne (Jørgen Ziegler scorede fire mål) og 1-0 over B 1921 fra Nykøbing F.

Finale mod Svendborg på Slagelse Stadion, og 12. juni 1949 skulle blive en stor dag, idet det lykkedes HIF at nå det store mål, Danmarksturneringen. Svendborg blev pulveriseret 5-0 efter 3-0 ved pausen. Helmer Rasmussen lagde med to mål grunden til triumfen, siden fulgt op af Jørgen Ziegler med to og Ib Christiansen med ét mål. Holdet, der spillede HIF i 3. division, var Aksel Larsen - Henning Svendsen, Sejer Jensen - Ib Christiansen, Stinus Kirkeby, Erdman Ziegler - Palle Johansen, Erik Larsen, Jørgen Ziegler, Kurt Svendsen og Helmer Rasmussen. Træner var Aage Boe.

Truppen blev på behørig vis med vin, kransekage og andre gode ting hyldet af sognerådet ved en reception på rådhuset. Dermed havde HIF nået et længe næret ønske - at komme i Danmarkuturneringens 3. division. HIF skulle møde nye klubber fra hele landet og glædede sig til at præsentere en række provinshold for det trofaste publikum.

Trods premieresejr i Nykøbing F. 4-2 over B 1901 blev tilværelsen i 3. division ikke særlig munter - eller langvarig. I fire år måtte holdet konstant kæmpe i bunden af divisionen, og i sommeren 1953 rykkede holdet igen ned i Københavnsserien. Årsagen var måske utilstrækkelig løbende udskiftning af holdet. Den eneste glæde i den periode synes at være, at holdet i 1952 nåede frem til KBU's pokalsemifinale, men tabte til KB.

I nogle år levede holdet en ret ubemærket tilværelse i Københavnsserien, mens talen begyndte at dreje sig mere og mere om ungdomsafdelingen, som opnåede nogle fine resultater. I medlemsbladet januar 1955 skrev den daværende formand Erdman Ziegler bl.a., at otte af afdelingens 13 hold lå i toppen, og videre: Det er et imponerende resultat. Det tyder stærkt på, at alle de penge, der er ofret på denne dejlige ungdom, er givet godt ud, og det lover godt for HIF's fremtid.

Fædre tager initiativ

Efter de første 25 år var Hvidovre Idrætsforening lige som på vej ind i en ny epoke. Væk fra en tid, da hygge var lige så vigtigt sum sportslige ambitioner. Klubaftener en gang om ugen (bl.a. med bordtennis- og billardturneringer), juletræsfester og andre fester og ikke at glemme - revyer. Der stod gny om HIF-revyerne (og så gav de en skilling i klubkassen).

Med overgangen fra 50'erne til 60'erne bevægede vi os ind i en tid med stærkere præstationsrace.

I midten af 1950'erne var der sket nogle vigtige ting for HIF. Det ny stadion og nye klubhus blev indviet, og samtidig med det nye stadion kom der gang i atletikken inden for HIF.

I 1955 blev HIF delt op i tre afdelinger - fodbold, atletik og håndbold - med hver sin bestyrelse, men dog med en overordnet hovedbestyrelse til at koordinere afdelingerne samt have kontakt til og samarbejde med kommunen. Den første hovedformand var landsretssagfører Johs. Kroghner og den første næstformand Wagn Raabjerg Svendsen.

I efteråret 1954 var Niels Hansen atter blevet ansat i HIF - denne gang som træner for lilleputter og drenge. Nogle fædre fostrede ideen, og bestyrelsen var med. Forehavendet blev støttet, bl.a. ved indsamling af penge af en såkaldt "100-mands-forening”. I spidsen var Holger Sørensen (far til Leif) og Sigfred Henriksen (far til Lars).

Der var noget særligt ved disse drenge og lilleputter. Det forstod trænerkapaciteten Niels Hansen at udnytte, og her blev grunden lagt til en særlig Hvidovre-historie, som er legendarisk i den danske fodboldverden.

 

Hurtig vej til DM

I 1960 blev de første af det kuld, som Niels Hansen havde trænet, rykket op på førsteholdet. Det var bl.a. Lars Bo Henriksen, Finn Cyril og John Worbye. De kom til at spille sammen med bl.a. Jørgen Jespersen og Bjarne Færch. Resultat: Vinder af Københavns-serien, oprykning til 4. division.

I 1961 gjorde Hvidovre sig bemærket for det ganske land, idet klubben i en TV-transmitteret finale (en af de første hjemlige fodboldtransmissioner) vandt DBU's første ta­entturnering - over et udvalgt hold fra de fynske landklubber. En af Niels Hansens drenge, Leif Sørensen, debuterede det år på førsteholdet, men rejste om efteråret til Vejle. Det var medvirkende til, at holdet ikke kom med i oprykningskampen.

1962 begyndte Bent Jørgensen som træner og sendte de unge talenter op igennem divisionerne i ekspresfart, så Ernst Netuka kunne overtage dem i 1966 og stå bag det første danske mesterskab. Man sagde, at Niels Hansen havde givet spillerne barnelærdommen, Bent Jørgensen havde slebet materialet til, og Ernst Netuka finpudset det.

Andre af ”drengene” (bl.a. John Steen Olsen og John Pedersen) var blevet rykket op. Leif Sørensen vendte i 1963 tilbage og blev i 1964 klubbens første landsholdsspiller, men man må ikke i selvglæde glemme, at klubben fik værdifuld og afgørende tilgang udefra. Der tænkes på Kurt Berthelsen, Ole Werner, Jørgen Henriksen (målmand, hvorved John Worbye blev flyttet ud som back og straks var landets bedste), Willy Bang Nielsen og Fritz Hansen.

Det egentlige mesterhold i 1966 havde følgende sammensætning: Jørgen Henriksen - Willy Bang Nielsen, John Worbye - John Pedersen, Jørgen Jespersen, Lars Bo Henriksen - John Steen Olsen, Leif Sørensen, Fritz Hansen, Allan Hebo Larsen og Knud Andersen.

Real Madrid

Holdet havde vist en usædvanlig stabilitet hele året. Først i den 16. kamp blev det til nederlag - 1-3 i Vejle - men søndagen efter blev der taget revanche med 5-0 over B1913, og holdet var atter på den direkte kurs mod mesterskabet. I næstsidste spillerunde blev pokalen sikret med forrygende 6-2 over B 1909.

Så blev der festet i den glade forstad med de stolte sønner og talt meget i hele landet om den usædvanlige præstation, klubben havde ydet på den direkte vej fra at være en upåagtet serieklub til at blive Danmarksmester. Selv om det er let i medgang, syntes begrebet kammeratskab her at have været det mest afgørende, og i den forbindelse er det på sin plads at nævne Jørgen Jespersen som en uforlignelig anfører og i sidste runde også makkerparret, træner Ernst Netuka og holdleder Henning Ljungstrøm, gammel førsteholdsspiller.

Til trods for konstant tre-fire reserver bød Hvidovre til det sidste i 1967 på at genvinde mesterskabet, men kørte træt til sidst.

Mesterskabet i 1966 havde bragt HIF ind i en ny æra med internationale kampe, og megen gny står der endnu om Hvidovres møde med berømthederne fra Real Madrid. Godt 40.000 tilskuere havde en pragtfuld aften i Idrætsparken, da HIF fik 2-2. Den populære Fritz Hansen bragte Hvidovre i spidsen - og Idrætsparken sydede. Stemningen var ikke mindre, da Claus Pedersen udlignede til 2-2 på et uforglemmeligt frispark. Returkampen blev tabt 1-4 for øjnene af 100.000 tilskuere, men Hvidovre, som i sidste øjeblik måtte se bort fra Jørgen Jespersen og John Worbye, kæmpede heroisk. Claus Pedersen scorede på et flot langskud. HIF tjente mange penge på opgørene mod Real Madrid. Her er en væsentlig baggrund for, at klubben stadig er forholdsvis velstillet.

 

Stjernerne til USA

I 1967 blev indviet lysanlæg på stadion, og måske var det med til at kaste ekstra lys på stjernespillerne. I hvert fald blev holdet i vinteren 1967-1968 ribbet for de bedste spillere til udlandet. John Steen Olsen, John Pedersen, Jørgen Henriksen og John Worbye blev købt til det - viste det sig senere - tvivlsomme amerikanske ”fodboldcirkus”.

Da endvidere veteranerne Jørgen Jespersen og Willy Bang Nielsen sagde stop, var det et helt andet spillermateriale, træner Mario Astorri overtog, end det han kendte ved underskrivelse af kontrakten.

Det lykkedes imidlertid at klare skærene, og allerede året efter - i 1969 - havde klubben opbygget et nyt slagkraftigt hold, som holdt sommerferie på førstepladsen og derved kvalificerede sig til Messeby-turneringen (mod Oporto, Portugal) og i øvrigt havde en meget spændende oplevelse - at være træningsmodstander for det franske landshold, som havde lidt et forsmædeligt nederlag på hjemmebane mod Norge og gerne ville øve sig med et nordisk hold. I en kamp i Sydfrankrig nær Middelhavet var Hvidovre ved at ydmyge landsholdet, hvis det ikke havde været for en fortvivlet fransk dommer, som uforståeligt annullerede en dansk scoring ved stillingen 3-2 til franskmændene. Resultatet blev 4-2, men det blev sagt, at holdet ydede en indsats helt på højde med spillet i sin tid mod Real Madrid.

Nye klassehold

Det hold var - i skarp modsætning til HIF's hidtidige linie - hovedsagelig bygget op omkring spillere, som var tilflyttet. Hvidovre skiftede netop da image og blev de næste år særlig agtet for evnen til at bygge nye klassehold op med spillere, som i stort tal søgte til den populære klub, og klubbens egne unge talenter. Der var mange spillere at afløse. De rejste i hobetal, og HIF havde en overgang mere end et hold hos de professionelle klubber i udlandet.

 

I 1970 var HIF tæt ved et nyt mesterskab, men det glippede i den sidste kamp i Vejle (nederlag 1-3 og bronze). Neglespillerne var Heinz Hildebrandt i målet, Poul Henrik Frederiksen, Birger Pedersen, Sten Ziegler og Leif Sørensen. Holdet leverede mange dejlige kampe, og nye stjerner var i øvrigt Peter Dahl og Kurt Stendahl.

 

I 1971 blev det til sølvmedaljer for divisionsholdet, og et Danmarksmesterskab til ynglingeholdet. Ungdomsafdelingen havde da i mange år markeret sig som Københavns suverænt stærkeste, og dette Danmarksmesterskab kastede en særlig glans over det store arbejde, som trænere, ledere og spillere lægger for dagen. HIF er stolt af sin ungdoms-afdeling.

 

 

Mange mål og nyt DM

Hvidovres evne til at skabe klassehold af nye spillere kulminerede i 1973. Der var et tilrend af spillere, fremragende individualister, som træner Arne Sørensen i HIF-atmosfæren fik sat skik på. Det var interessant at konstatere, at næsten alle landsdele gennem repræsentanter på holdet havde en andel i mesterskabet. Holdet havde dette år otte debutanter. De seks var med den sidste dag, da mesterskabstrofæet blev hentet med hjem fra Aalborg.

 

Holdet havde en helt forrygende efterårssæson, da det fra en upåagtet plads nederst i rækken rykkede op og før sidste spillerunde i realiteten havde sikret sig mesterskabet. Det var et underholdende mandskab, som havde den gode egenskab at score mange mål. ”Mål-maskinen Hvidovre”, hed angrebet, og det var i den forbindelse i høj grad personificeret i det populære Hans Aabech, som satte scoringsrekord for 1. division.

Mesterholdet regnes for at være: Henrik Vestergård - Arne Toft, Jørgen Lund, Allan Rønberg, Kai Petersen - Torben Gullak, Sten Ziegler - Steen Knudsen, Hans Aabech, Klaus Nørregaard (eller Kurt Stendahl, som sidst på sæsonen atter rejste til Østrig som professionel), Ole Skouboe.

 

Anno 1975

Spiller-eksporten fortsatte, men alligevel var det et barsk antiklimaks, at HIF året efter den store triumf blev nummer sidst i 1. division og pludselig skulle rangeres ned i anden række i dansk topfodbold.

Lidt uretfærdigt, synes vi også selv. Netop i jubilæumsåret måtte den klub, som måske har præget dansk foldbold mest de sidste 15 år, tituleres 2. divisionsklub. Men vi mener, at vor store klub naturligt hører hjemme i 1. division, og håber, at det kun er et spørgsmål om tid, hvornår vi vender tilbage.

 

Fodboldtrænere i Hvidovre

Niels Hansen var første gang træner i HIF 1941, da holdet vandt B-rækken, og 1942. Eli Larsen (fra KB) var træner i 1943, da holdet vandt A-rækken, men ikke rykkede op. Niels Hansen var tilbage 1943-1945, Leo Nielsen (fra Frem) 1945-1947. Åge Boe (fra KFUM), blev træner 1947 og førte i 1949 holdet op i 3. division.

Siden var Sven Ove Svendsen træner 5 to perioder, Niels Hansen og Åge Boe igen samt Ejner Olsen (fra Frem). August Dahl var træner 1960 og 1961, Bent Jørgensen 1962-1965, Ernst Netuka 1966-1967, Mario Astorri 1968-1969, Ernst Netuka igen 1970-1971, Arne Sørensen 1972-1973, Villy Schøne 1974 og Leif Sørensen 1975. 1976 vender Ernst Netuka atter engang tilbage.

 

Formænd i HIF

Her bringes en oversigt over de formænd, HIF har haft:

Helmer Grand, 1925-1928

Kai Larsen, seks mdr. 1928

Johs. Nielsen, 1928-1930, 1933-1937, 1939-1945

Lars Andersen, 1930-1931, 1938-1939

Otto Larsen, 1931-1933

Otto Willumsen, fire mdr. 1932

Ingemann Petersen, seks mdr. 1937-1938

Olaf Egge, seks mdr. 1945-1946

Arthur Elze, 1946-1952

Erdman Ziegler, 1952-1956

Arthur Elze, 1956-1958

Holger Sørensen, 1958-1962,1968-1972

K. Gjøttrup Kristensen, 1962-1968

Sv. Borring Sørensen 1972-