Er jeg lesbisk?

Indholdsfortegnelse:

Hvad er obligatorisk heteroseksualitet?

Hvordan ved jeg, om jeg er lesbisk?

Men, jeg kan godt lide fiktionelle mænd/mandlige kendisser...

Men jeg tror, at jeg tidligere faktisk godt kunne lide mænd?

Modstridende følelser om mænd

Liste over tegn på obligatorisk heteroseksualitet

‘Tiltrækning’ til mænd

Forhold med mænd

Sex og intimitet med mænd

Tidlig interesse i kvinder

‘Hetero’-versionen af dig

At undersøge tiltrækning til kvinder

Følelser om køn

At overveje om du er lesbisk

Tiltrækning versus obligatorisk heteroseksualitet

Nervøsitet og rødmen

Hypotetisk tiltrækning

Seksuelle fantasier

Du er måske lesbisk hvis...(forkortet version)

Konklusion

Tak til

Hvad er obligatorisk heteroseksualitet?

‘Obligatorisk’ betyder det modsatte af ‘valgfri’, og ‘obligatorisk heteroseksualitet’ er nøjagtigt, hvad det lyder som: At heteroseksualitet er noget, vores kultur forsøger at påtvinge os.

Fænomenet er noget, der påvirker folk af alle køn, men er mest blevet undersøgt, som noget der påvirker kvinder. Det skyldes, at obligatorisk heteroseksualitet hænger sammen med den misogyni, som er årsagen til, at kvinders seksualiteter, og endda identiteter, defineres af vores forhold til mænd.

Kvinder lærer fra en tidlig alder, at det er vores pligt at gøre mænd glade. Vi skal se smukke ud for mænd. Vi bør ændre den måde, vi taler på, for at få mænd til at tage os mere seriøst. Vi skal, mere end noget andet, ønske at få kærlighed fra en mand. Vores blade er fulde af sextips om, hvordan man bedre tilfredsstiller mænd, og vores film handler om, hvordan det er meningen, at vi skal forelske os i mænd. Vi kan vitterligt ikke eksistere i offentligheden uden at mænd højlydt insisterer på at uddele point for, hvor gode vi er til at tilfredsstille dem med vores udseende.

Så… hvad sker der, hvis du gerne vil være sammen med en kvinde? Hvad sker der, hvis du ikke er tiltrukket af mænd overhoved? Når du fra barnsben er blevet opdraget til at se romantiske/seksuelle forhold til mænd - og kun mænd - som et centralt mål i livet, hvordan adskiller du så dette fra, hvad du ønsker?

Obligatorisk heteroseksualitet er den stemme i mit hoved, som fortæller mig, at jeg nødvendigvis  være hetero, selvom jeg er forelsket i en kvinde. Obligatorisk heteroseksualitet tvinger lesbiske til at kæmpe med at forstå forskellen mellem det, de er blevet lært, at de bør begære, nemlig at være sammen med mænd, og det de faktisk vil, hvilket er at være sammen med en kvinde. Dette er årsagen til, at så mange lesbiske har datet mænd på et tidspunkt i deres liv.

Obligatorisk heteroseksualitet minder meget om heteronormativitet, hvilket er antagelsen om, at heteroseksualitet er menneskers standardindstilling. Vi er fra fødslen opdraget til at tro, at vi vil finde en af det andet, binære køn, forelske os, have sex etc. Vi lærer på en million små subtile måder, at det eneste gyldige forhold er et forhold til en af det andet binære køn (og det hele kan være mere forvirrende, hvis du ikke tilhører et af de binære køn.)

Obligatorisk heteroseksualitet bliver indpodet i dig af dine omgivelser fra det øjeblik, du bliver født ind i denne verden, og det kan tage meget lang tid at aflære.

Hvordan ved jeg, om jeg er lesbisk?

Hvis du overvejer, om du måske er lesbisk, kan det være mere hjælpsomt at spørge dig selv, om du ærligt kan sige, at du kan være oprigtigt lykkelig sammen med en mand, end det er at spørge, hvorvidt du er tiltrukket af mænd. Spørg dig selv, om du kan være i et sundt og tilfredsstillende forhold med en mand, og om du faktisk har lyst til at være sammen med en mand. Du kan være tiltrukket af mænd, eller være i tvivl om du er det, på grund af obligatorisk heteroseksualitet. Det er ikke ensbetydende med, at du reelt har lyst til at være sammen med dem. Tiltrækning skal føles godt. Hvis det, at være i forhold med mænd, ikke er tiltrækkende for dig, hvis du ikke, helt ærligt, kan se dig selv i et glædelsesfuldt forhold til en mand, eller hvis din tiltrækning til mænd gør dig ukomfortabel, så er du måske lesbisk. Lesbisk er ikke et beskidt ord. At være lesbisk er smukt.

Mange lesbiske kæmper stadig med obligatorisk heteroseksualitet, selvom de ved, at de ikke ønsker at være sammen med en mand. Hvis du kan lide kvinder, men føler noget forkert ved det, så husk, at de følelser er et produkt af et patriarkalsk samfund, som har opdraget dig til at tro på den usandhed, at du er defineret af dine relationer til mænd. Det kan nogle gange være rigtig svært at huske, og det kommer måske til at tage lang tid, før du helt kan elske kvinder, ude at føle at du på en eller anden måde er ‘forkert’. Du skal vide, at der er millioner af andre kvinder, som er i samme båd som dig. Det betyder, at det er samfundet, som er problemet, ikke dig.

Men, jeg kan godt lide fiktionelle mænd/mandlige kendisser...

Lesbiske har lov til at kunne lide mandlige kendisser og fiktionelle karaktere. Det er ofte et tegn på obligatorisk heteroseksualitet - mandlige kendisser/fiktionelle karakterer er ret uopnåelige folk at være forelsket i, hvilket gør det muligt for den lesbiske at distancere sig fra mændene. Ved at gøre det umuligt at være sammen med den mand, de godt kan lide, undgår de den romantik og intimitet, som kvinder ofte kan genkende, at de ikke ønsker at dele med mænd, selv hvis de ikke forstår, præcis hvad det betyder. Selvom det at finde mandlige kendisser eller fiktionelle karaktere attraktive ikke nødvendigvis er et resultat af obligatorisk heteroseksualitet (hvilket kan være svært at finde ud af), er det ikke fair, at heterokvinder kan have ‘girl crushes’ og heteromænd kan have ‘man crushes’, uden at blive fortalt, at de så ikke længere er heteroseksuelle. Det modsatte bør ikke være tilfældet for lesbiske.

Men jeg tror, at jeg tidligere faktisk godt kunne lide mænd?

Du kan godt identificere dig som lesbisk, hvis du tidligere har kunnet lide mænd, men ikke længere er tiltrukket af mænd, eller ikke længere har lyst til at være i et forhold med en mand. Masser af lesbiske har datet, eller været i egentlige forhold med, mænd, inden de indså, at de var lesbiske. Det gør dem ikke mindre lesbiske. Hvis du ikke længere er tiltrukket af mænd, eller ikke længere har lyst til at være sammen med en mand, kan du godt være lesbisk nu. Det er en ‘nu’-identitet; det, der betyder noget, er hvordan du har det nu! Du er ikke interesseret i mænd, ergo kan du identificere dig som lesbisk, uanset hvordan du har haft det tidligere . Hvis du identificerer dig som lesbisk nu, og så møder en mand du bliver forelsket i, ville det ikke give mening at kalde dig lesbisk. Men det at have været i et forhold med en mand tidligere, betyder ikke, at du ikke kan være lesbisk nu.

Mange lesbiske har godt kunne lide mænd på et tidligere tidspunkt i deres liv, inden de indså, at de var lesbiske. Det er en almindelig misforståelse, at at alle homoseksuelle ved, at de er homo, fra de bliver født, men det er ikke altid tilfældet. Årsagerne kan godt være både naturlige OG fra opvækst og omgivelser. Hvis du har haft dårlige oplevelser med mænd, og ikke længere har lyst til at date dem, fordi du ikke kan se dig selv være rigtig glad sammen med en mand, og du nu gerne vil date kvinder, kan du også være lesbisk. Det er okay at prøve en lesbisk identitet af og se, om den passer til dig. Mange lesbiske har været usikre på deres forhold til mænd, indtil de identificerede sig som lesbiske. Det har med tiden hjulpet dem til at indse hvor mange af deres følelser for mænd faktisk skyldes obligatorisk heteroseksualitet.

Hvis du er tiltrukket af mænd, men ikke har lyst til at date dem eller være sammen med dem, og i stedet har lyst til at date og være sammen med kvinder, så kan du være lesbisk. Lesbisk behøver ikke at betyde “kun at opleve tiltrækning til kvinder”, men kan også betyde “foretrækker og prioriterer kun kvinder og forhold med dem”. Mange lesbiske har på denne måde fundet ud af, at deres ‘tiltrækning’ til mænd blot var obligatorisk heteroseksualitet.

Tiltrækning er meget kompliceret. Man kan sagtens anerkende, at en mand ER attraktiv, uden at være TILTRUKKET af ham. Tiltrækning er ofte noget, som vi er blevet påtvunget af samfundsmæssige normer. Nogle lesbiske kan på grund af obligatorisk heteroseksualitet forestille sig en hypotetisk situation, hvor de ville være sammen med en mand, men har i praksis ikke lyst til nogensinde at date eller have sex med en mand. At give folk mulighed for at definere deres identitet ud fra hvor de gerne vil investere deres romantiske og seksuelle energi er mere virkningsfuldt og giver folk agens.

Modstridende følelser om mænd

Du kan have oprigtigt varme, positive og stærke følelser for mænd, som ikke desto mindre har sit ophav i obligatorisk heteroseksualitet. Obligatorisk heteroseksualitet er antagelsen om, at alle følelser du har for mænd nødvendigvis MÅ være tiltrækning. Fordi der i vores samfund hele tiden berettes om heterokærlighed og -tiltrækning, kan du nemt komme til at tænke “ah, det må være sådan her det føles”, når du føler noget som helst for en mand. Som næste skridt i ‘udforskningen af din seksualitet’ forsøger du måske at finde forskellige måder hvorpå du kan finde mænd attraktive. Du har eventuelt haft tanker såsom “jeg er ikke tiltrukket af udseende, kun personlighed” eller “jeg kan kun lide feminine mænd”. Det kan også være, at du finder metoder til at få dig selv til at tænde på mænd ved at forestille dig  dem i alle mulige ualmindelige scenarier, indtil du finder et, der appellerer til dig.

Når du så endelig har muligheden for at have et egentligt romantisk eller seksuelt forhold til en mand, men oplever en indre modstand mod at handle på din ‘tiltrækning’, antager du, at det, der stopper dig, er noget inde i dig - noget, som er gået i stykker, en finurlighed ved din personlighed, eller et vilkår for dit liv (“jeg har højere standarder”, “jeg kan kun lide ældre mænd” eller “jeg har en meget obskur og selvopfundet seksualitet, hvor jeg kun kan lide mænd, indtil de begynder at vise interesse i mig”). Du bortforklarer, hvorfor du ikke kan finde en mand, som du er tiltrukket af, og som er opnåelig i den virkelige verden.

Seksualitet er svært at forstå og acceptere, fordi du i processen ofte kan stille spørgsmålstegn ved, hvad du føler, og ende med at svare “jeg har ihvertfald stærke følelser for mænd” og forudsætte, at du er hetero- eller biseksuel. Et andet vigtigt spørgsmål at stille er: “Har jeg forstået og navngivet min følelse korrekt? Er jeg sikker på, at det faktisk er tiltrækning, jeg oplever?”.

I vores samfund bliver der lagt stor vægt på vigtigheden og intensiteten af heteroseksuel kærlighed og tiltrækning. Det er vigtigt, at du minder dig selv om, at det er muligt at elske et andet menneske og at have en dyb interesse for dem uden at have romantiske eller seksuelle følelser for vedkommende.

Liste over tegn på obligatorisk heteroseksualitet

Hvis du kan relatere til, eller identificere dig med, flere ting på denne liste er det værd at reflektere over, hvorfor det er tilfældet. Er det fordi, du kun kan lide én meget bestemt type mand, eller er det fordi, samfundets normer har opdraget dig til udelukkende at kunne lide  mænd? Er det fordi, du har haft dårlige eller decideret traumatiske oplevelser med mænd, eller fordi din oplevelse af at begære mænd stammer fra noget udenfor dig selv? Det følgende skal på ingen måde forstås som en udtømmende liste over oplevelser, der er fælles for lesbiske, som engang troede, at de var til mænd. Det er i stedet en liste over de oplevelser, jeg har indsamlet fra lesbiske, som forekom oftest.

‘Tiltrækning’ til mænd

  • Jeg beslutter hvilke fyre, jeg vil være tiltrukket af - ikke date, men være tiltrukket af - baseret på, hvor godt de lever op til en mental liste af attraktive kvaliteter. Jeg har en indre ‘liste’ af urealistiske kriterier, som en mand skal leve op til, før jeg kan være tiltrukket af ham, og hvis jeg nogensinde møder én, der lever op til alle kriterierne, tilføjer jeg blot flere umulige punkter.
  • Jeg tester konstant min tiltrækning til mænd. Jeg udvælger én eller flere konventionelt attraktive mænd i et givent lokale, og forsøger at tvinge mig selv til at finde dem attraktive.
  • Jeg kan godt lide idéen om at være sammen med en mand, men hver gang en mand lægger an på mig, føler jeg mig meget utilpas.
  • Jeg kan ikke lige mænd i virkeligheden, men kun idéen om at være sammen med en mand.
  • Jeg kan godt lide idéen om at gifte mig med eller være i et forhold med en mand, men jeg finder altid en grund til, at jeg ikke har lyst til at date nogen mand, som viser interesse i mig, eller som bliver foreslået til mig. Disse grunde er nogle gange rimelige, men ofte ubetydelige (f.eks. “jeg kan ikke lide fyre med den frisure”, “han har et mærkeligt modermærke i ansigtet”, “han er for høj”).
  • Jeg kan godt fantasere om mænd og synes, at mænd er attraktive, men at forestille mig rent faktisk at være sammen med en mand giver mig en dårlig fornemmelse i maven.
  • Jeg udvikler først tiltrækning til en mand, efter at en veninde har udtrykt, at hun finder ham attraktiv.
  • Jeg kan godt lide at få opmærksomhed fra mænd og at blive anerkendt/værdisat for mit udseende, men i det øjeblik, det går fra opmærksomhed til mere seriøs seksuel/romantisk kontakt (f.eks. fra at flirte til at blive inviteret på en date), går jeg i panik.
  • Jeg kan blive jaloux på en bestemt venindes forhold til en mand, og antage, at jeg må være tiltrukket af den fyr, hun er sammen med (også selvom jeg aldrig rigtig har lagt mærke til ham, før min veninde begyndte at få interesse for ham).
  • Jeg oplever mine forhold til mænd som en pligt, en byrde eller noget, jeg bliver nødt til at forholde mig til.
  • Jeg forveksler stærke, følelsesmæssige relationer til mænd med romantiske følelser. Dette kan være på grund af psykisk sygdom.
  • Jeg får crushes på nærmest alle fyre, jeg er venskabelig med, fordi der for mig ikke rigtig er forskel på venskab og at være interesseret i nogen romantisk/seksuelt.
  • Jeg har det som om, at jeg teoretisk set godt kunne føle tiltrækning til en mand (jeg har måske endda fantaseret om dem), men i praksis har jeg aldrig den slags følelser for dem.
  • Jeg har engang udvalgt en tilfældig mand at være tiltrukket af.
  • Jeg vælger ikke bare at handle på tiltrækning, men også (som på en kontakt) at tænde og slukke for min tiltrækning .
  • Jeg har så høje standarder, at vitterligt ingen fyr kan leve op til dem, og jeg føler ikke nogen som helst form for tiltrækning til fyre, der ikke kan leve op til dem.
  • Jeg er meget mere sikker på min tiltrækning til kvinder end på min tiltrækning til mænd.
  • Jeg føler kun/primært tiltrækning til fyre, som bryder kønsstereotyper eller som på en eller anden måde er feminine.
  • Alternativt: Jeg oplever, at de fyre, jeg kan lide, altid er hypermaskuline mandemænd, som legemliggør idealet om en Mand med stort M.
  • Jeg vil gerne date/blive forelsket i/blive gift/få børn/etc. med en mand, men min drømmefyr er aldrig særlig specifik og kunne lige så godt være en papfigur.
  • Mine fantasier om mænd er altid med ansigtsløse, navnløse mænd; jo mere realistisk fantasien er, og jo flere detaljer jeg opfinder om min partner, des mindre begejstret og opslugt er jeg af fantasien.
  • Jeg er kun/for det meste tiltrukket af uopnåelige, uinteresserede eller fiktionelle fyre, eller fyre, jeg aldrig, eller kun sjældent, møder/taler med (som f.eks. lærere, gifte eller ældre mænd, mænd der bor langt væk, etc.).
  • De mænd, jeg kan lide, er homoseksuelle eller har en kæreste, eller er på andre måder uopnåelige eller utilgængelige (og hvis en mand har en kvindelig kæreste, begynder jeg måske at overveje, om det faktisk er den kvindelige kæreste, jeg er forelsket i).
  • Jeg mister al interesse, eller føler stort ubehag, hvis en mand begynder at vise tegn på, at han måske også kan lide mig. Jeg føler stor ubehag og mister måske helt interessen i disse uopnåelige fyre, hvis de nogensinde indikerer, at de måske også kan lide mig.
  • Jeg forveksler ønsket om anerkendelse fra mænd med tiltrækning. Jeg ønsker ikke nødvendigvis at være i et forhold med en mand, men jeg vil gerne have, at de kan lide mig, og ønsker at være i et forhold med mig.
  • Jeg oplever min angst/ubehag/nervøsitet/hårdhed i forhold til mænd som tiltrækning til dem. For eksempel kan det være, at jeg forveksler den angst, jeg føler omkring mænd, med ‘sommerfugle i maven’ eller at blive forfjamsket.
  • Jeg oplever mit ønske om at mænd skal finde mig attraktiv som tiltrækning til dem.
  • Mange af de ‘fyre’, jeg forelsker mig i, viser sig senere at være transkvinder.
  • Jeg ønsker nogle gange, at jeg ikke var tiltrukket af mænd/at jeg var lesbisk.

Forhold med mænd

  • Jeg frygter eller gruer for, hvad der føles som en uundgåelig fremtid i et ægteskab med en mand.
  • Alternativt: Jeg ser frem til en idealiseret version af ægteskab, som på ingen måde minder om et mand-kvinde forhold, jeg nogensinde har set i virkeligheden.
  • Jeg har alle tænkelige grunde til at være glad i mit forhold med en mand, men jeg er det bare ikke. Eller: Alt går rigtig godt, men noget mangler, som jeg ikke kan sætte fingeren på.
  • Jeg føler mig frastødt af de fleste/alle dynamikker i faktiske mand-kvinde forhold, jeg har set og/eller jeg tænker ofte, at “måske fungerer det for dem, men jeg vil aldrig have et forhold, der er sådan.”
  • Jeg spekulerer over, om jeg har ‘forpligtigelsesfobi’, fordi intet forhold, uanset hvor god manden er, føles helt rigtigt. Jeg følger kun nødtvungent efter, når tiden er kommet til at eskalere forholdet.
  • Jeg går med til at eskalere forholdet, fordi det føles som ‘det rigtigt tidspunkt’, eller fordi fyren virkelig gerne vil have det, selvom jeg personligt ikke er helt klar til at sige “jeg elsker dig”, definere vores forhold for omverdenen, flytte ind sammen eller lignende.
  • Alternativt: Jeg prøver at ‘spole frem’ i forholdet, ved at skynde det videre til et mere komfortabelt sted. Jeg forsøger eventuelt at gøre forholdet til en etableret selvfølgelighed uden at bruge tid på at skabe følelsesmæssig nærhed.
  • Mine forhold til mænd er passionsløse.
  • Jeg føler, at jeg skal have et forhold til mænd og/eller lade mine relationer til mænd  blive til seriøse forhold for at bevise et eller andet, måske noget uklart, som jeg ikke kan identificere.
  • Jeg har kun forhold med mænd over internettet; Jeg foretrækker at undgå at se på de mænd,  jeg interagerer med online; Jeg vælger at undgå at mødes med en fyr offline, selvom jeg har signaleret, at jeg rigtig godt kan lide ham, og han gengælder interessen, og det at mødes virker som en reel mulighed.
  • Jeg får en kæreste af den primære årsag, at andre så ved, at jeg har en kæreste, selvom jeg ikke rigtigt er interesseret i ham romantisk og/eller seksuelt.
  • Jeg ønsker, at min kæreste var mere ligesom mine veninder.
  • Jeg ønsker, at min kæreste var mindre interesseret i romantik og/eller sex med mig, og at i bare kunne hænge ud som venner.
  • Jeg er overbevist om, at jeg er oprigtigt forelsket i en fyr, men formår alligevel at komme mig over vores forhold så hurtigt, at jeg lader som om, at jeg er mere påvirket, end jeg faktisk er, så mine venner ikke tror, jeg er hjerteløs.
  • Jeg savner at have en kæreste, mere end jeg savner en specifik fyr, efter et break-up.
  • Jeg bliver bekymret for, om jeg er gået i stykker indeni, og om jeg ikke er i stand til for alvor at elske nogen.

Sex og intimitet med mænd

  • Jeg har sex, ikke på grund af lysten til fysisk tilfredsstillelse eller følelsesmæssig nærhed, men fordi jeg godt kan lide følelsen af at blive begæret.
  • Alternativt: Jeg foretrækker at ‘være en flirt’ for at føle mig begæret, men har det som om, det efterfølgende er en pligt.
  • Jeg bliver nødt til at være fuld eller høj for at kunne have sex med mænd.
  • Idéen om at kysse, nusse, date og/eller have sex med en mand er meget skræmmende/angstfremkaldende for mig, men idéen om at gøre nogle af de ting med kvinder er ikke (eller er mærkbart mindre skræmmende).
  • Mine fantasier om mænd ender på en eller anden måde med at være lidt queer. Måske penetrerer du ham, så du ikke behøver se på hans ansigt, du ønsker en trekant med en anden kvinde, manden er meget feminin, etc. Det er godt nok en heterofantasi, men du har forandret den til at være noget som mange heteroseksuelle ikke ville finde tiltalende.
  • Jeg tænker, at jeg må være aseksuel, da jeg ikke kan lide/ikke opsøger sex med mænd, eller aromantisk, da jeg ikke nyder romantik med mænd.
  • Mine fantasier om mænd volder mig intens bekymring, smerte eller angst. Fantasierne kan være tvangstanker, en form for selvskade eller lignende.
  • Når jeg tænker på fyre, tænker jeg på alle de ting, jeg kunne tolerere at gøre med dem (date, kysse, sex, ægteskab), men altid med hensyn til hvad jeg kunne tvinge mig selv til at gøre, ikke hvad jeg har lyst til.
  • At være omkring fyre der er interesseret i mig giver mig intens angst.
  •  Det føles underlig/forkert at kalde mine tidligere kærester kælenavne eller agere ‘kæresteagtigt’ i offentligheden, men jeg nyder at være kæresteagtig i offentligheden med mine veninder.
  • Jeg er kun tilpas ved sex med mænd, hvis der er en ekstrem magtubalance, og hvis mit begær/min lyst ikke er centreret.
  • Jeg bruger sex med mænd som en form for selvskade.
  • Jeg oplever at blive følelsesløs, distanceret eller at græde under/efter sex med mænd (selvom jeg ikke forstår min reaktion, tænker at jeg har det fint og bare græder uden årsag).
  • Jeg keder mig, når jeg har sex med mænd, eller forstår ikke, hvad som får andre kvinder til at opsøge sex.
  • Jeg har sex på trods af min kedsomhed på grund af en følelse af forpligtelse eller et ønske om at være en god ven/gøre noget godt for en fyr.
  • Jeg har aldrig/sjældent seksuelle fantasier om specifikke mænd, men foretrækker at lade dem være så upræcise som muligt, eller ikke tænke på mænd overhovedet, når jeg fantaserer.
  • Jeg skal gøre en stor indsats for at fantasere om den fyr, jeg er 'tiltrukket' af.

Tidlig interesse i kvinder

  • Jeg har først indset tidligere/nuværende forelskelser i kvinder, da  jeg accepterede min tiltrækning til kvinder.
  • Jeg er usædvanligt konkurrencelysten, genert eller ivrig efter at imponere specifikke kvinder, selvom jeg ikke opfører mig på den måde omkring andre.
  • Jeg finder på undskyldninger for at kysse mine veninder på munden (heriblandt “at øve sig for at kunne kysse drengene”).
  • Jeg får sommerfugle i maven, eller har det som om jeg ikke kan komme tæt nok på, når jeg krammer en tæt veninde.
  • Jeg kan føle en knugen i brystet, når jeg ser på en tæt veninde. Jeg føler mig overvældet af kærlighed til hende - en kærlighed, som jeg måske forstår som venskabelig.
  • Jeg havde en stærk og vedblivende beundren for en specifik kvindelig lærer, skuespiller eller lignende, i min barndom. Følelserne var intense og fyldt med stor ærbødighed over for hende.
  • Jeg havde et ualmindeligt tæt forhold til en veninde, da jeg var barn. Et venskab,  som var anderledes og specielt på en måde, jeg ikke kunne sætte ord på.
  • Jeg tænker på, at forhold ville være mere enkle “hvis jeg bare var tiltrukket af kvinder/min bedste veninde, som ville være perfekt for mig hvis hun, eller jeg, ikke var en pige”.
  • Når en veninde bliver behandlet dårligt af en mand, vender dine tanker sig til ting som: “hvis jeg var ham/en mand, ville jeg aldrig gøre det mod hende/min kæreste”.
  • Jeg er enormt fascineret af alle lesbiske, jeg kender/ser i medierne, og tænker, at de alle sammen er ultra seje mennesker.
  • Min favorit karakter i enhver tv-serie, er den, som har queer ‘træk’, eller som er en butch kvinde (såsom Shego fra Kim Possible eller Starbuck fra Battlestar Galactica).
  • Jeg føler mig underligt skyldig eller ubehageligt tilpas i omklædningsrum etc., når mine veninder har mindre tøj på, end hvad de normalt ville have omkring mænd, og jeg er mere opmærksom på ikke at kigge på dem, end de er på at undgå at kigge på hinanden.

‘Hetero’-versionen af dig

  • Jeg er overbevist om, at alle heterokvinder oplever (som minimum en smule) tiltrækning til kvinder.
  • Jeg tænker at min interesse i at se på attraktive/letpåklædte kvinder eller bryster, er en kunstig reaktion som skyldes objektificering af kvinder i medierne.
  • Jeg går op i hvordan kvinder ser ud 'æstetisk'/'bare på grund af kunstnerisk interesse'.
  • Jeg tænker, at det er objektivt og ubestridt faktum, at kvinder er meget mere attraktive end de fleste mænd.
  • Jeg er en meget investeret LGBT+-'allieret', og jeg bliver underligt følelsesladet, når jeg er vidne til homofobi, men antager, at det bare er fordi, jeg er en rigtig god allieret og meget empatisk.
  • Jeg bliver følelsesmæssigt påvirket af, eller har en stærk reaktion, som jeg ikke kan forklare, på kærlighedshistorier etc., som omhandler to kvinder.
  • Andre tænkte, at jeg var homoseksuel, da jeg selv ikke havde nogen mistanke om, at jeg var.

At undersøge tiltrækning til kvinder

  • Jeg har det som om, jeg godt kunne leve i et romantisk forhold med en anden kvinde, selvom jeg ikke kan se mig selv have et seksuelt forhold til en kvinde.
  • Alternativt: Jeg har det som om, jeg godt kunne nyde et seksuelt forhold til en kvinde, selvom jeg ikke kan forestille mig at have romantiske følelser for en kvinde.
  • Jeg tænker, at jeg ikke kan være lesbisk, fordi jeg ikke er tiltrækkende nok, sej nok eller på anden måde ikke på samme 'niveau' som de fleste kvinder, jeg kender.
  • Jeg forestiller mig selv i mandens position, når jeg ser heterosex/-romantik i medierne, og forestiller mig aldrig/sjældent mig selv i kvindens position.
  • Jeg er meget fokuseret på kvinden i heteroporno.
  • Jeg kan godt lide idéen om at kysse/være seksuel med en anden kvinde for at “begejstre fyrene”.
  • Jeg bliver virkelig irriteret, når mændene rent faktisk udtrykker interesse i at se på, eller deltage, når jeg er seksuel med en kvinde.
  • Jeg oplever/udtrykker kun seksuel interesse i kvinder, når jeg er beruset eller på anden vis påvirket.
  • Det fremkalder meget stærkere, mere ægte følelser hos mig at se et forhold mellem to kvinder end at se et heteroforhold.
  • Jeg bliver angst, når jeg er omkring mænd, og føler mig mere tilpas sammen med kvinder.
  • Jeg har meget høje standarder for mænd, jeg overvejer at date, og tilsvarende lavere standarder, når det kommer til kvinder.
  • Det føles spændende/godt, når jeg og en af mine veninder bliver læst som et par. Det fremkalder ingen reaktion, eller føles underligt eller forkert, hvis det samme sker med en af mine mandevenner.
  • Ingen af mine veninders kærester er nogensinde gode nok til dem. Jeg tager dette meget personligt, men føler ikke det samme omkring mine mandevenners kærester.

Følelser om køn

  • Jeg har mange, modstridende følelser om mit køn, som kun kan løses, ved at jeg accepterer, at jeg er/kan være lesbisk.
  • Jeg tænker, at det at være kønsnonkonform, og ikke at føle mig hjemme i traditionel kvindelighed, betyder, at jeg ikke kan være en kvinde, selvom det er det, der føles mest rigtigt - mange lesbiske er kønsnonkonforme, og mange lesbiske føler sig ikke forbundet til traditionel kvindelighed, fordi det er så stærkt bundet op på heteropatriarkatet.
  • Jeg ved, at jeg oplever tiltrækning til kvinder, men er ikke sikker på at det jeg oplever er  homoseksualitet (i særdeleshed hvis jeg også er kønsnonkonform). Jeg bruger meget tid på at undersøge, om jeg er en heteromand eller lesbisk.
  • Jeg oplever dysfori omkring de dele af min krop, som får heteromænd til at tro, at de har lov til at få adgang til min krop.
  • Jeg ved, at jeg er tiltrukket af kvinder, men samtidigt føler jeg en underlig skyldfølelse over det, og oplever følelser af utilpashed, når jeg prøver at interagere med kvinder som en heteromand ville. Først senere har jeg opdaget, at jeg i virkeligheden er en lesbisk transperson.
  • Jeg ved, at jeg er homoseksuel, men oplever mange symptomer på obligatorisk heteroseksualitet, når jeg forsøger at være romantisk/seksuel med mænd. Først senere har jeg indset, at jeg er en lesbisk transperson og ikke en homoseksuel mand.
  • Jeg er nonbinær, og bruger lang tid på at arbejde mig hen til et sted, hvor jeg har respekt/forståelse for samspillet mellem min nonbinære kønsidentitet og min lesbiskhed.

At overveje om du er lesbisk

  • Jeg ville ønske, at jeg var lesbisk, men har det som om, at jeg ikke kan være det, hvis jeg ikke allerede ved, at jeg er det.
  • Jeg føler mig skyldig over gerne at ville være lesbisk. Jeg har det som om, jeg bare “gør det for at få opmærksomhed” eller i et forsøg på at være trendy.
  • Jeg tænker, eller frygter, at jeg måske er lesbisk, og tager mig selv i hele tiden/desperat at forsøge at overbevise mig selv om, at jeg ikke er lesbisk.
  • Jeg undertrykker mine lesbiske fantasier, fordi jeg er bange for, at det at undersøge dette begær betyder, at jeg er en dårlig/homofobisk person, som misbruger lesbiskhed af egoistiske årsager.

Jeg ville ønske, at jeg var lesbisk, så jeg kunne undslippe det ubehagelige ved at date mænd.

  • Jeg fantaserer om, hvor sjovt det ville være at være lebsisk, og at være sammen med en kvinde/en specifik kvinde.
  • Jeg er bange for, at noget af min tidligere tiltrækning til mænd var virkelig, og at jeg derfor ikke kan være lesbisk.
  • Jeg er bekymret over det faktum, at jeg ikke kan være 100% sikker på, at jeg ikke er tiltrukket af mænd, samt at jeg ikke kan være 100% sikker på, at jeg ikke vil skifte mening i fremtiden. Af den grund, kan jeg ikke være lesbisk.
  • Jeg er bange for, at jeg kun har lyst til at være lesbisk på grund af traumer, hvilket må betyde, at min lesbiskhed ikke er virkelig.
  • Jeg er bange for, at traumerelaterede komplikationer angående måden hvorpå jeg oplever sex (f.eks. en vane med at selvskade ved at have sex med mænd eller frygt for sex i det hele taget), betyder, at jeg ikke er rigtig lesbisk.

Tiltrækning versus obligatorisk heteroseksualitet

Nervøsitet og rødmen

Talløse mediefremstillinger om romantik samt mange kulturelle troper indeholder idéen om, at du er tiltrukket af nogen, hvis du er nervøs og rødmer, når du omgås dem. Derfor kan du måske tænke, at du  være tiltrukket af en fyr, hvis du er nervøs omkring ham og oplever  den fysiologiske respons, som du er blevet lært, er et symptom på tiltrækning. Dette kan være forvirrende, fordi du ikke rent faktisk har lyst til at date ham.

Faktisk tiltrækning: Du er nervøs, fordi du glæder dig til at lære nogen at kende. Det er dig, som først finder dem attraktiv. Fordi du tænker over din attraktion til dem, bliver du selvbevidst, fordi du håber, at de også kan lide dig.

Obligatorisk heteroseksualitet: Du er nervøs, fordi du er bevidst om, at han er tiltrukket af dig, og fordi han er så opmærksom på dig (særligt hvis han skubber til dine grænser eller bryder din intimsfære) bliver du selvbevidst, fordi du ved, at han holder øje med dig. Du rødmer, fordi du er ukomfortabel.

Hypotetisk tiltrækning

Mange kvinder, som er i tvivl om deres seksualitet, finder det svært at adskille og forstå deres tiltrækning på grund af hypotetiske ting. Generelt tilsidesætter og udfordrer vores kultur kvinde-kvinde begær, og dette resulterer i angst over følelsen af, at vi skal være 100% sikre på, at vi ikke er, og aldrig kommer til at være, tiltrukket af mænd, uanset hvad, for at kunne bruge begrebet ‘lesbisk’ om os selv.

Det er svært at finde rundt i, når man er en ung person, som kun lige er ved at lære sig selv at kende, og som bliver oversvømmet med “hvad nu hvis”-er om vores fremtidige jeg. Derfor har du det måske som om, at du ikke fuldstændig kan udelukke, at du er tiltrukket til mænd, da du måske engang i fremtiden vil blive tiltrukket af en mand. Hvem ved?

Faktisk tiltrækning: Forestil dig en hypotetisk fremtid, hvor du ender sammen med en mand. Idéen føles spændende, og får dig til at føle dig godt tilpas, håbefuld, glad. Det føles rigtigt. Det er en rar følelse, og det er behageligt at tænke på. Beroligende.

Obligatorisk heteroseksualitet: Forestil dig en hypotetisk fremtid, hvor du ender sammen med en mand. Det får dig til at føle dig ubehageligt tilpas, bange, ked af det, skuffet og forkert. Det er ikke rart at tænke på, og du håber, at det ikke sker. Du har ikke lyst til at ende sammen med en mand, selvom du har det som om, det godt kunne ske.

Seksuelle fantasier

Når det kommer til seksuel orientering lægger vores kultur stor vægt på sex. Nogle menneskers seksualitet inkluderer seksuel tiltrækning, andre menneskers seksualitet gør ikke. De fleste af os har det dog som om at vores seksuelle fantasier er den vigtigste indikator for vores ikke-heteroseksualitet. Dette skyldes blandt andet, at LGBT+-personer er blevet reduceret til seksuelle objekter og deres seksualitet til seksuelle handlinger, i den homofobiske kultur vi er vokset op i.

Samtidig er vi vokset op i et heteronormativt og cisnormativt samfund, som har lært os det samme ene seksuelle regelsæt/manuskript for hvordan sex bør foregå. Fordi vi ikke lærer om sex på andre måder, må ikke-hetero- og ikke-cispersoner opfinde deres egne seksuelle manuskripter, både individuelt og sammen med deres partnere.

Som en ung person der er ved at udforske sin seksualitet, har du kun adgang til et begrænset antal potentielle skabeloner begær. Mange falder derfor tilbage i de samme heteronormative fantasier, da de er til stede i vores underbevidsthed og let tilgængelige. Du forestiller dig måske abstrakte scenarier, der indebærer sex med mænd, og du kan af den grund føle dig overbevist om, at du nødvendigvis må opleve tiltrækning til mænd, også selvom du absolut ikke har lyst til at have sex med mænd i virkeligheden.

Faktisk tiltrækning: Når du fantaserer om mænd, er det fordi til du føler dig tiltrukket af deres kroppe, af specifikke mænd eller idéen om at have sex med mænd. Du forestiller dig bestemte kvaliteter ved deres krop(pe), og du kan lide det, du fantaserer om. Hvis du genkalder dig fantasien senere på dagen, har du det måske som om, at det er pinligt, men du har også en følelse af, at det er ret frækt.

Obligatorisk heteroseksualitet: Når du fantaserer om mænd, indebærer det mest bare at gennemspille en form for fortælling. Du fokuserer mere på bevægelse end bestemte fysisk træk - måske er mændene i din fantasi ansigtsløse, blanke i udtrykket eller måske symboliserer deres kroppe en bestemt følelse. Du kan ikke rigtigt lide det, du forestiller dig. Måske er du  slet ikke selv til stede i fantasien, eller er måske er en anden og ansigtsløs kvinde. Du forestiller måske dig selv som manden. Fantasien følger et seksuelt manuskript, men detaljerne er mere vage og abstrakte, og forandrer sig måske i løbet af fantasien. Hvis du tænker på fantasien senere på dagen, føler du måske en vag kvalme eller utilpashed, eller føler dig ikke accepteret eller føler dig forkert.

Det er meget svært at komme af med internaliseret obligatorisk heteroseksualitet. Mit mest enkle råd til at komme igennem det, er dette: du behøver ikke date mænd, hvis ikke har lyst til det. Dette er også tilfældet, hvis du teknisk set er tiltrukket af dem. Hvis du kun har lyst til at date kvinder, så er det din ret. Vigtigst af alt er, hvad du har lyst til her og nu.

Du er måske lesbisk hvis...(forkortet version)

  • Du ville ønske, at du var lesbisk, så du kan undslippe utilpasheden ved at skulle date mænd.
  • Mænd er i princippet ok men frygtelige i praksis.
  • Du har det som om, at du godt kunne have et liv sammen med en anden kvinde på en romantisk måde. Dette er tilfældet, selvom du ikke kan forestille dig at gøre noget seksuelt med en kvinde.
  • Du har det som om, du godt kunne nyde at være i et seksuelt forhold med en kvinde, selvom du ikke kan forestille dig at have romantiske følelser for en kvinde.
  • Du mister interessen så snart en mand giver udtryk for at kunne lide dig - meget almindelig.
  • Du tager dig selv i at gøre ting i forsøget på at blive romantisk eller seksuelt attraktiv for mænd, også selvom du egentlig ikke er interesseret i dem.
  • Som barn tænkte du altid, at du enten aldrig ville blive gift, eller ville gifte dig platonisk med en ven(inde).
  • Du kan ikke forestille dig selv at have en glad og tilfredsstillende fremtid med en mand.
  • Du har det som om, at din tiltrækning til mænd er skuespil, for dig selv og/eller andre.
  • Du forventer at forhold med mænd per definition er utilfredsstillende.
  • Du kan godt lide idéen om, at mænd finder dig attraktiv, men bryder dig ikke om selv at skulle være tiltrukket af dem.
  • Du bryder dig generelt ikke om at være tiltrukket af mænd.
  • Du lægger kun mærke til at en mand er attraktiv, hvis en anden gør opmærksom på det.
  • Du tænker, at dine følelser for kvinder ikke gælder, eller at alle kvinder har ‘sådan nogle følelser’. Du føler dig overbevist om, at dine følelser ikke ‘gælder’, fordi det er en fase, som du tænker, at alle kvinder går igennem.
  • Du har ikke lyst til at date mænd, men har det som om, at du bliver nødt til det.
  • Fordi du teknisk set kunne overleve at date, gifte dig med og/eller have sex med en mand, tænker du, at du må være tiltrukket af mænd. (Hint: du behøver ikke at tage dig til takke med blot at overleve).
  • Du tænker, at det er objektivt og ubestridt, at kvinder er meget mere attraktive end de fleste mænd.
  • Mændene i dine fantasier er ansigtsløs eller symboliserer en følelse.
  • Du kan ikke lide at fantasere om mænd. Efter at have fantaseret om mænd føler du dig utilpas og forkert.
  • Når du fantaserer om mænd, bryder du dig ikke om/har ikke fokus på manden i fantasien eller fantasien selv. Du forestiller dig en anden kvinde i stedet for dig selv, eller forestiller dig, at du er manden i fantasien.
  • Lesbisk eller homoseksuel føles som den korrekte beskrivelse af, hvem du er, men af en eller anden grund tvivler du stadig på dig selv.
  • Du er kun tiltrukket af fiktionelle mænd, kendisser eller mænd, der er fuldstændig uopnåelige (som f.eks. din lærer, homoseksuelle mænd, mænd i etablerede parforhold, etc). Du kan kort sagt kun lide mænd, hvis det er umuligt for dem at lære dig at kende og gengælde dine følelser - meget almindeligt.
  • Du foretrækker/kan kun lide ‘feminine’ mænd, (f.eks. mænd der går i traditionelt feminint tøj, har en traditionelt feminin opførsel eller udseende, og kan lide traditionelt feminine ting). Kort sagt kan du kun lide mænd, hvis de er ‘kvindelige’ nok.
  • Du føler dig frastødt af de fleste/alle dynamikker i faktiske mand-kvinde forhold, du har været vidne til, og/eller har det ofte  som om, det “måske fungerer for dem, men jeg vil aldrig kunne have sådan et forhold.”
  • Du er overbevist om, at du har ‘forpligtigelsesfobi’, fordi intet forhold, uanset hvor god fyren er, føles helt rigtigt, og du kun nødtvungent følger med, når tiden er kommet til at eskalere forholdet.
  • Når du så går med til at eskalere dit forhold til en mand, gør du det mest fordi han gerne vil, eller fordi det føles som ‘det rigtige at gøre’.
  • Du tænker, at din interesse i at se på attraktive kvinder er en konsekvens af seksualisering og objektificering af kvinder i medierne.
  • Du tænker, at alle heterokvinder oplever som minimum en smule tiltrækning til kvinder (Hint: 100% heteroseksuelle kvinder findes faktisk).
  • Du tænker, at du bliver nødt til at lære, hvordan man elsker mænd.
  • Du tager dig selv i at ønske at du var lesbisk, fordi “det ville være så meget nemmere bare at være sammen med en kvinde resten af livet”.
  • Du tænker, at kvinder, der er tiltrukket af mænd, overdriver deres tiltrækning, og du kan ikke begribe, hvordan det ville være at føle en så stærk tiltrækning til en mand, som de ser ud til at opleve.
  • Du kan ikke forestille dig at være så investeret i en mand/et forhold med en mand, eller at værdsætte mænd/forhold med mænd så meget, som de kvinder, der er tiltrukket af mænd, gør.
  • Du gruer for idéen om en fremtid med en mand.
  • Mænd, der udtrykker deres tiltrækning til andre mænd, kan du bedre relatere til end kvinder, der udtrykker deres tiltrækning af mænd (Der er for dig noget særligt ved tiltrækning mellem to af det samme køn, hvorfor det virker mere relaterbart end tiltrækningen mellem to af det modsatte binære køn, uanset hvilken form, det tager).
  • Du tænker, at du bare er nødt til at give mænd en chance.
  • Du føler dig meget utilpas, når du læser eller ser mand-kvinde erotik, eller bare generelt er vidne til romantiske interaktioner mellem mænd og kvinder.
  • Andre har bemærket, at du opfører dig som en meget investeret allieret for lesbiske, eller du har det selv som om, du opfører dig som en.
  • Du tænker, at dine forhold med mænd ikke fungerer, fordi du generelt er dårlig til at være i forhold.
  • Du føler, at du har høje standarder, og at det er årsagen til, at du ikke har lyst til at date nogle mænd.
  • Du tænker, at din udvikling bare er lidt bagud, og at du på et tidspunkt nok skal opleve at være tiltrukket af mænd.
  • Du vælger en helt tilfældig fyr at være tiltrukket af.
  • De eneste mænd, du er tiltrukket af, er dem, der gør dig ondt, chikanerer eller misbruger dig.
  • Du føler dig overbevist om, at det er umuligt for lesbiske at leve et lykkeligt liv, men at du måske selv kunne være undtagelsen (dette er en konsekvens af internaliseret homofobi).
  • Elsker du ham, fordi han er din kæreste, eller er han din kæreste, fordi du elsker ham? Hvis kun det første udsagn passer på dit forhold, er du måske ikke rigtigt tiltrukket af ham.
  • Du genkalder dig forskellige minder, for at bevise overfor dig selv at du er tiltrukket af mænd (Eksempelvis: “men jeg havde en drengekæreste da jeg var 13!”).
  • Du har romantiske eller seksuelle forhold med mænd, for at bevise overfor dig selv og andre at du er tiltrukket af mænd.
  • Du ved, at der findes mennesker, som er lesbiske, men tænker, at du umuligt kan være en af dem, da du i så fald allerede ville vide det. - meget almindelig.
  • Du mener helt sikkert, at du er tiltrukket af mænd, men at du bare ikke har lyst til at date dem.
  • Du kan ikke lide at kysse/røre/have sex med din ægtemand/mandlige kæreste, eller du føler ikke tiltrækning til din ægtemand/kæreste, men tænker, at det må være fordi han ikke er den rette for dig (eller en anden undskyldning).
  • De fleste af dine oplevelser med mænd er/var, at de var tiltrukket af dig og at du mere eller mindre bare fulgte med.
  • Du oplever først tiltrækning til en fyr, efter en veninde har udtrykt, at hun finder ham attraktiv.
  • Du tager dig selv i at fantasere om, at du kunne have en hot flirt med en kvinde, bare for at prøve det.
  • Du tænker, at tiltrækning betyder “jeg synes ikke, at mænd er klamme”.
  • Du foretrækker at forbruge kvinde-kvinde-erotik fremfor andre slags erotik, og du synes, at det at fantasere om kvinder er meget mere tilfredsstillende end nogen anden fantasi.
  • Du føler et behov for ‘platonisk’ fysisk kontakt med dine veninder, samtidig med at du ønsker, at mænd bare ville lade dig være.
  • Du er kun tiltrukket af mænd, hvis opmærksomhed fra en given mand på den ene eller anden måde er forbundet med værdi (f.eks. mænd i magtpositioner såsom din chef).
  • Du tager aktivt en beslutning om, hvem du skal være tiltrukket af, eller at spørger andre, hvem du burde have et crush på.
  • Du forsøger at forfølge dine følelser for andre kvinder ved at tage på ‘platoniske dates’ med kvinder eller ved at ‘øve dig på kvinder’.
  • Du har det som om, at du er for ung, eller har for travlt til at opleve tiltrækning til en mand, eller at have et tilfredsstillende forhold med en mand.
  • “Jeg ville helt sikkert date [indsæt navn på kvinde her] hvis de var en fyr!!!!”
  • Du har abstrakte forelskelser, som du ikke rent faktisk har lyst til skal udvikle sig til et egentligt romantisk og/eller seksuelt forhold. - meget almindeligt.
  • Du dater mænd, fordi det er meningen, du skal gøre det, og du bliver i dine forhold med mænd, fordi du ikke kan finde en god årsag til at slå op.
  • Du vil gerne være lesbisk og udelukkende date kvinder, men på grund af en vedblivende men vag følelse af at være tiltrukket af mænd, har du det som om, du ikke kan. Dette er på trods af, at idéen om at date mænd er foruroligende, frastødende, gør dig ked af det eller oprørt, er kedelig, utilfredsstillende eller giver dig en følelse af at være fanget.
  • Du er meget specifik omkring hvilke mænd, du er ‘interesseret i’, men du har ikke nogen særlig type, når det kommer til kvinder, men synes bare, at de alle er så smukke.
  • Din yndlingskarakter i enhver tv-serie er den, som har queer ‘træk’ eller er en butch-udseende kvinde (Eksempelvis: Shego fra Kim Possible eller Starbuck fra Battlestar Galactica).
  • Du ville ønske, at din kæreste/ægtemand var mere ligesom din veninde.
  • Det virker som om, du skal tvinge dig selv til at synes, mænd er attraktive, få et crush på dem etc.
  • Du synes, at heteroseksuel romantik er frastødende. Alternativt: Du har et neutralt forhold til det. Du har det ikke på samme måde med romantik mellem kvinder.
  • Du kan ikke se dig selv i et længerevarende forhold eller ægteskab med en mand.
  • Du har en oplevelse af, at du godt kunne have et romantisk forhold med en mand, men ikke et seksuelt forhold, eller omvendt.
  • Din tiltrækning overfor mænd føles mindre reel og mere tvungen end din tiltrækning til kvinder.

Konklusion

Kvinder kan opleve en mangfoldighed af modstridende følelser omkring mænd. Dette kan blandt andet skyldes patriarkatet og den misogyni, som vi alle undertrykkes af. Måske er du begyndt at sætte spørgsmålstegn ved din seksualitet imens du læste det her dokument. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis du har erkendt, at du kan relatere til mange eller de fleste af pointerne, som findes heri. Det er okay. Hvis du er i tvivl, eller gerne vil undersøge din seksualitet nærmere, er du velkommen til at afprøve, hvordan det føles at bruge ‘lesbisk’ om dig selv. Hvis du ender med at konkludere, at du ikke er lesbisk, er det også helt i orden. Det, som vi har talt om her, er nogle af de mest udbredte tegn på obligatorisk heteroseksualitet. Der kan selvfølgelig også være andre måder, hvorpå obligatorisk heteroseksualitet manifesteres. Du behøver ikke at relatere til alle eksemplerne for at identificere dig som lesbisk. Jeg vil også gerne gøre det helt klart for dig, at selv hvis du har en mandlig kæreste, er gift med en mand lige nu, eller har været det tidligere, gør det dig ikke mindre lesbisk. Hvis du har haft sex med mænd, gør det dig ikke mindre lesbisk. Du kan også være lesbisk, hvis du er en transkvinde eller hvis du er en nonbinær person som føler en forbindelse til kvindelighed i kraft af din kærlighed til andre kvinder. Lesbiske nonbinære og transkvinder har altid eksisteret, som f.eks. Leslie Feinberg og hendes mest kendte værk, Stone Butch Blues, dokumenterer. Mange lesbiske føler sig forkerte pga. deres tiltrækning og følelser, og er kønsnonkonform eller oplever dysfori. ‘Lesbisk’ er ikke et beskidt ord. Du skal ikke tage dig til takke med at være sammen med mænd, hvis du ikke tror, du nogensinde kan være oprigtigt glad  i et forhold med en mand. At være lesbisk er helende, og det at elske kvinder som lesbisk gør dig ikke på nogen måde til en ubehagelig person eller et ‘seksuelt rovdyr’. Jeg håber, at du får mulighed for at opdage dine autentiske følelser, og udforske det, der lægger dig på hjerte.

Tak til

Oversat fra engelsk af Ella Wiberg (hun/hende) fra "Am I a Lesbian.

Tak til redaktør Lea Elias Isen (de/dem).